Skitur til Bad Gastein
Skiferie i uge 5 for unge, som er døve eller har nedsat hørelse
Vil du med på en hyggelig, fællesskabsbaseret skiferie, hvor alt det praktiske er planlagt for dig? Så tag med, når vi rejser til Bad Gastein i uge 5!
Turen er for unge mellem 18–35 år, som er døve eller har nedsat hørelse, og er klar på en aktiv, sjov og social uge i sneen. Formålet med turen er ikke kun at stå på ski, men også at mødes på tværs af to grupper.
Det er en mulighed for at møde andre unge, udveksle erfaringer, styrke fællesskabet og bygge broer mellem forskellige måder at kommunikere og være sammen på.
Vi skaber rammerne for en tryg og sjov uge, hvor alle kan være med, uanset ski-niveau. Du bliver en del af en lille gruppe, hvor vi laver mad sammen, hygger om aftenen, spiller spil og måske lærer nye tegn og nye sider af hinanden at kende.
Bad Gastein
Bad Gastein er en legendarisk alpeby i den østrigske delstat Salzburg – kendt for sine smukke bjerge, varme kilder, historiske hoteller og fantastiske skiområder. Byen ligger midt i Gasteinerdalen, som er en del af Ski Amadé, Østrigs største sammenhængende skiområde. Fra vores hytte er der kun 250 meter til nærmeste skilift, så du kan stå ud ad døren og hurtigt komme op på pisterne!
⛷️ Stort skiområde med masser af muligheder
Gastein-dalen (Bad Gastein, Bad Hofgastein, Dorfgastein) har over 200 kilometer pister, med alt fra brede, familievenlige nedfarter til stejle udfordringer for de erfarne.
Her finder du:
- Moderne liftsystemer, så du undgår kø
- Naturskønne omgivelser i op til 2.700 meters højde
- Snegaranti hele vinteren
- Hyggelige bjerghytter, hvor du kan nyde varm kakao, lokale retter og fællesskab
Har du lyst til mere, kan du nemt udvide til hele Ski Amadé, som tilbyder over 760 kilometer pister fordelt på fem områder – alt tilgængeligt med samme liftkort!
Indkvartering – Chalet Embacher by AlpenTravel
Vi bor sammen i den hyggelige hytte Chalet Embacher by AlpenTravel, som vi har helt for os selv.
Hytten har plads til 16–18 personer og ligger kun 250 meter fra liften.
Her får I:
- Fælles opholdsrum til hygge, spil og fællesspisning
- Komfortable værelser med alpine detaljer
- En hyggelig base tæt på alt, I skal bruge
Alt dette er inkluderet i prisen
- Overnatning i vores egen hytte
- Morgenmad og aftensmad hver dag
- Liftkort til hele skiområdet
- Transport med CBGs busser (hvis du vælger det)
Praktisk info
- Tilmeldingsfrist: 15. november 2025
- Prisen er 8795 kr. inkl transport i CBGs busser. Hvis man vil køre selv er prisen 7795 kr.
- Depositum: 2.000 kr.
- Kun 16 pladser – først til mølle!
Søren Toura-Jensen (sj@cbg.dk)