Tilbage

Lolland, natur og kultur

Lolland er kendt for sit bemærkelsesværdige, flade landskab, den smukke natur og rige kulturhistorie. Det er Danmarks fjerdestørste ø og tiltrækker både turister og naturelskere.

 

Vi skal i denne uge udforske øens natur og de kulturelle seværdigheder, som øen byder på.

Vi indlogeres på det stemningsfulde vandrehjem i Sakskøbing. Herfra kører vi med Castberggårds busser ud til de forskellige spændende destinationer. De daglige vandreture vil være på 5-6 km.

 

For at få mest ud af ugen, skal vi forholdsvis tidligt afsted mandag. Du er velkommen til at hoppe på bussen på Castberggård, men det vil også være muligt, at hoppe om bord på Odense eller Fredericia station.

 

Mandag:

Afgang fra Castberggård. Målet er Frederiksdal, hvor ugen første gåtur udfoldes. Med udsigt til Langelands Bæltet og havørnen, der sidder i sit træ, finder vi her mængder af ro og fred. I området ligger også Frederiksdal Gods. På godset produceres kirsebærvin, som vi naturligvis skal fryde vores ganer med efter gåturen. Derefter går turen til vandrehjemmet i Sakskøbing, hvor vi indlogeres og er vores base resten af ugen.

 

Tirsdag:

Dagens tur går til Sydhavsøernes perle; Fejø. Med sine bare 16 km2, når vi nemt øen rundt. Vi kommer sikkert til at hilse på en Fejbatting eller en Fejbo, som indbyggerne på Fejø hedder.

Sejlturen over til og fra øen tager 15 min.

Om eftermiddagen skal vi besøge de færdige stenstøtter af kunstværket Dodekalitten.

 

Onsdag:

Efter morgenmaden går turen til Maribosøerne. Smukke søer og landskaber, et fascinerende dyreliv og en spændende kulturhistorie betyder, at det fredede naturområde; Naturpark Maribosøerne, har det hele. Søområdet har i alt 1140 hektar vandspejl, og består af de fire søer Søndersø, Røgbølle Sø, Hejrede Sø og Nørresø, så her er nok a fylde øje med. Vi finder en gåtur i området, der har en passende længde.

Om eftermiddagen besøges Stiftsmuseet, hvor vi bliver præsenteret for 10.000 års historie på Lolland og Falster.

 

Torsdag:  En af de helt store nyere tiltag på Lolland er forbindelsen til Femeren. Om formiddagen besøger vi det interessante infocenter, der ligger lige ved brobyggeriet. Her får vi får en guidet rundvisning og alle forklaringer på broens tilblivelse.

Om eftermiddagen går vi en tur ved Hyllekrog. Hyllekrog er en næsten fem kilometer lang odde på sydkysten af Lolland og var oprindeligt en ø. I 1951 lukkede strømløbet mellem Hyllekrog og den landfaste del, Drummeholm, og blev til en odde. Ved Saksfjed Hyllekrog ser vi måske de nyudsatte Taurusokser.

 

Fredag:

Efter morgenmaden vinker vi farvel til vandrehjemmet og begiver os ud på ugens sidste tur. Vi skal gå en tur ved Langø, der ligger ved indsejlingen til Nakskov Fjord.

 

Efter frokosten, der som alle de andre dage, indtages i det fri, begynder vi vores tur hjemad. Der er igen mulighed for at blive sat af på stationerne I Odense og Fredericia.
 

For at undgå at I pakker for meget, tager vi sengetøj + to håndklæder med til alle fra Castberggård.

 

OBS! Turen egner sig ikke for gangbesværede.

 

Kursusansvarlige

Lene Poulsen (lp@cbg.dk) og Elinor Vestergaard (ev@cbg.dk)

Det siger vores kursister

Jeg glæder mig altid til at komme på kursus på Castberggård. Når man kommer herned, falder der sådan en ro over en, for man ved der ikke er noget, der jager og skulle man komme til at misforstå noget, gør det ikke noget, for det finder man ud af.

Jeg synes, at det er dejligt at komme her. Jeg nyder opholdet, og så er jeg den type, der gerne vil lære noget nyt hele tiden. 

Jeg synes, Castberggård er et dejligt sted. Jeg kommer på kurset natur og motion, fordi jeg elsker at gå ture og nyder det sociale samvær med gruppen.