Skriv - skriv - skriv
Kom på højskole og fordyb dig i det skrevne ord. Har du en god historie, der trænger til at blive skrevet ned, en erindring eller vil du gerne dele dine livserfaringer på skrift. Så er her chancen for at komme godt i gang eller fortsætte det arbejde, du allerede er i gang med.
Undervisningen på kurset vil blive en blanding af oplæg og forskellige skriveøvelser, gruppearbejde og fælles præsentation af de tekster, der bliver skrevet i løbet af ugen. Der vil blive leget med forskellige skrivegenrer for at få et blik på, hvor forskellige tekster kan blive afhængig af genren. Desuden vil vi arbejde med den journalistiske vinkel. At skrive journalistisk handler om at skære ind til benet af det, man gerne vil fortælle, for hvordan sikrer man sig, at en tekst bliver interessant, når der ikke er plads til at male med de store sproglige pensler?
Det kan være du har skrevet meget og har lyst til at få ny inspiration, eller det kan være, du aldrig har skrevet, men har lyst til at få modet til at komme i gang. Det kan være, du har været på et skrivekursus på Castberggård før, men frem for alt henvender kurset sig til alle, der har lyst til at skrive, lyst til at få omsat tanker, meninger, holdninger og erindringer til tekster, der kan læses, så andre får glæde heraf.
Midt på ugen tager vi på en lille udflugt, der kan sætte skub i erindringerne.

Lene Poulsen (lp@cbg.dk)