Rejsende Højskole til Normandiet
På rejse med hørehensyn til Normandiet i Frankrig
På en rejse til Normandiet er der garanti for store oplevelser. Her er skrevet verdenshistorie af flere omgange – fra vikingetiden i Rouen, hvor Jeanne d´Arc blev brændt på bålet, til 2. Verdenskrig ved Invasionskysten i Normandiet. Normandiet har dog mange andre historier at fortælle og meget skønhed at opleve. Smukke kyststrækninger med idylliske fiskerlejer, imponerende katedraler, Monets smukke have og klosteret på den særlige ø Mont Saint-Michel. Normandiet er også kendt for sin æblebrændevin calvados, østers, muslinger og alt andet godt fra havet.
Dag 1: Rejsedag til Holland
Morgenafgang fra Castberggård til Holland, hvor overnatningshotellet står klar med middagen.
Dag 2: Bruxelles og Rouen
Efter morgenmaden pakkes bussen og turen går videre mod Belgiens hovedstad Bruxelles, hvor vi stopper ved Grand Place. Grand Place er byens centrale plads – og det er nok en af Europas smukkeste pladser. Grand Place ligger i Bruxelles gamle del med brostensbelagte gader, få skridt fra pladsen står Bruxelles berømteste statue – den lille tissende dreng, Manneken Pis og det kongelige palads. Der bliver naturligvis også tid til at besøge en af de mange skønne chokoladeforretninger.
Efter stoppet i Bruxelles køres videre til Rouen og vores hotel de næste to nætter.
Rouen ligger på bredden af Seinen ca. 140 kilometer fra Paris. I 900-tallet sejlede vikingehøvdingen Rollo ned langs den franske kyst, han tog på opdagelse op ad Seinen og kom til Rouen. Rollo grundlagde efter signede Normandiet. Rollo blev døbt i katedralen i Rouen og fik det franske navn Robert.
Dag 3: Byrundtur i Rouen, Monets have og smuk køretur langs Seinen
Efter morgenmaden inviterer rejselederen på en gående byrundtur i Rouen. Turen omfatter den imponerende katedral, der tårner sig over byens tage med sine krummelurer, smukke figurer og spir – i krypten ligger Rollo i sin sarkofag. Markedspladsen hvor Jeanne d`Arc blev brændt i 1431 bare 19 år gammel. Jeanne d´Arc kanoniseret og udråbt til helgen i 1920. Byrundturen varer ca. halvanden time og er gående.
Frokost på egen hånd Rouen og derefter er der busafgang til Monets Have i Giverny. Monet og hans familie slog sig ned i Giverny i 1883, hvor de boede i 43 år. Haven er skabt af Monet og hans gartnere, og den er foreviget i mange af hans malerier. Huset er restaureret og ser ud som dengang Monets familie boede der. Efter opholdet i Giverny, køres retur til Rouen langs Seinen, der snor sig gennem landskabet, det er en smuk tur.
Dag 4: Kridtklinterne ved Etretat, Honfleur og Saint-Malo
Efter morgenmaden pakkes bussen og turen går igennem de normanniske landskaber til kysten, hvor der stoppes i Etretat med de smukke kalkstensklipper, herfra er der en fantastisk udsigt.
Fra Etretat forsætter turen til Honfleur, undervejs krydses den imponerende bro Pont Normandie, der krydser Seinen og forbinder Le Havre med Honfleur, byen der har inspireret mange kunstmalere, blandt andre Claude Monet.
Klimaet i Normandiet er perfekt til æbledyrkning, og naturligvis har man for århundrede siden fundet ud af gære æblesaften til cider og siden destillere cideren til æblebrændevin – calvados. Hos Calvados Christian Drouin venter en rundvisning og smagsprøver på deres produkter.
Efterfølgende fortsættes til Saint-Malo i Bretagne og vores hotel de næste tre nætter.
Dag 5: Middelalderbyen Dinan og afslapning i Saint-Malo
Efter morgenmaden går turen til Dinan, der er blandt de smukkeste og bedst bevarede middelalderbyer i Bretagne. Her findes en charmerende labyrint af små brostensbelagte gader flankeret af velholdte bindingsværkshuse og over 3 kilometer bymur. Efter en rundtur med rejselederen, er der tid på egen hånd.
Efter besøget i Dinan returneres til Saint-Malo, hvor der er frokost på egen hånd. Saint-Malo er kendt for sine imponerende bymure og smukke strande, men Saint-Malo har også sin lange og dramatiske historie om sørøveri, tæppebombning under anden verdenskrig og genopbygning.
Med 13 meter mellem ebbe og flod har kysten ud mod Den Engelske kanal en af verdens højeste tidevandsforskelle. Ved lavvande kan man gå ud til de omkringliggende øer Grand Bé og Petit Bé – eller samle skaldyr i sandet.
Dag 6: Klosterøen Mont-Saint-Michel og Cancale
Dagens første stop er Mont Saint-Michel, en af Frankrigs største attraktioner. Klippeøen ligger ca. 1 kilometer fra kysten – til tider er den omgivet af kraftige tidevandsbølger, til tider omkranset af sandbund. En bro forbinder nu fastlandet med øen, specialbyggede busser bringer gæster til og fra klosterøen.
På øen findes udover klosteret ca. 50 fastboende og masser af butikker, cafeer og restauranter.
Udsigten fra toppen af øen er fantastisk og selve klosteret bestemt et besøg værd (entre ca. € 14 er ikke inkluderet) Et besøg på Mont Saint-Michel kan være anstrængende, da der er mange stejle gader og trapper.
Efter besøgt på Mont-Saint-Michel kører vi en smuk tur langs bugten til den lille fine fiskerby Cancale. For franskmænd er Cancale lig med østers. I Cancale producerer østersfarmerne mere end 15.000 tons østers hvert år – ved lavvande kan farmene ses fra stranden. Der bliver tid til at slentre rund på kajen, nyde udsigten over Mont-Saint-Malo-bugten og måske købe friske østers fra en af salgsboderne (hvis man kan lide østers).
Dag 7: Bayeux og det imponerende væg-tæppe
Efter morgenmaden pakkes bussen og Saint Malo og Bretagne forlades. Turen går til Bayeux, hvor rejselederen viser rundt i byen med den imponerende katedral og den hyggelige bymidte.
Der bliver tid på egen hånd inden besøget i Musée de la Tapisserie. Her hænger det 70 meter lange broderede vægtæppe Bayeux-tapetet. Det blev formentlig lavet i 1000-tallet og fortæller historien om den normanniske hertug Vilhelms (Rollos tip-tip oldebarn) erobring af England med Slaget ved Hastings i 1066 – det var i øvrigt sidste gang England blev erobret af en fremmed magt. Historien er fantastisk fortalt, her er ikke sparet på detaljer eller dramatik – afhuggede hoveder, døde soldater og meget, meget mere.
Fra Bayeux køres til Caen og hotellet for de næste 2 nætter
Dag 8: Invastionkysten - Omaha Beach og Pointe du Hoc
Dagens program omfatter:
Pointe du Hoc – den lille pynt rejser sig næsten lodret 30 meter op fra vandkanten mellem Omaha og Utah beach. Her havde Tyskland etableret et tungt kystbatteri med seks kanoner. På D-dagen blev der kastet over 700 tons bomber over batteriet, pynten blev indtaget, men kostede 135 faldne allierede.
Invasionen forgik fra fem strande: Utah, Juno. Sword, Gold og Omaha – strandene bærer stadig kodenavnene fra D-dagen.
Invasionsstranden Utah – her besøges monumentet for de ca. 800 danske søfolk, der deltog under allieret flag.
Invasionsstranden Omaha – her udkæmpedes det hårdeste slag. På den amerikanske kirkegård står 9387 hvide kors i snorlige rækker – af dem er der 41 brødrepar, som ligger side om side. På kirkegårdens østlige ende står mindesmærket over de 1557 savnede soldater.
Sainte-Mère-Eglise – byens torv stod i flammer, da amerikanske faldskærmssoldater dalene ned mod Sainte-Mére-Ëglise. Mange soldater blev skudt inden de ramte jorden – andre ramte ilden. Private John Steeles faldskærm hang fast i kirketårnets spir, han overlevede ved at spille død. Den dag i dag hænger en soldat-dukke i tårnet som et symbol på de luftbårne allieredes invasion.
I Airborne Museum i Sainte-Mére-Eglise kan man opleve de gamle fly, biler, tanks og meget mere.
Dag 9: Amiens på vej mod Holland
Efter morgenmaden pakkes bussen, og der køres nordpå mod Holland. Undervejs stoppes i den maleriske by Amiens ved floden Somme, den huser en af Frankrigs største kirker.
Der bliver tid til at se den smukke katedral og spise frokost i Amiens. Efterfølgende køres videre til hotellet i Holland.
Dag 10: Rejsedag fra Holland til Castberggård
Vi pakker bussen for sidste gang og sætter kursen mod Danmark med passende pauser undervejs.
Ret til ændringer forbeholdes.
Praktiske oplysninger
En pris med alt inkluderet: Bustransport, hotel. afgifter og skatter, udflugter og entreer, transportabel teleslynge, tolk på hele rejsen og dansktalende guide fra start til slut. Du skal kun beregne penge til forsikring (som du selv tegner hjemmefra hos dit eget forsikringsselskab), frokost, drikkevarer og lommepenge.
Pris: Turen koster 13.500 kr. + evt. tillæg for enkeltværelse på 2.598 kr.
Tilmeldingsfrist: Mandag d. 6. januar 2025
Elinor Vestergaard (ev@cbg.dk) og Lene Poulsen (lp@cbg.dk)