Foredrag om the Beatles
Med forfatter og Beatles-ekspert Per Wium
Den 23. marts 2019 er der mulighed for at få en helt enestående oplevelse: Per Wium’s berømte Beatles-foredrag i skøn forening med koret Ørehængerne.
Per Wium har de seneste 10 år holdt ca. 700 foredrag om The Beatles og deres musik i Danmark og udlandet. Ved denne særlige lejlighed fokuserer han på gruppens vokaler.
Han fortæller om de fire beatler som sangere, giver eksempler på mange forskellige typer af Lennon/McCartney to-stemmige vokaler - og endelig skal vi lytte til og tale om det helt særlige hos The Beatles: De tre-stemmige vokaler.
Koret Ørehængerne vil undervejs traktere med en lille håndfuld af sine versioner af Beatles' kendte og elskede sange. Koret er Nordens, ja måske verdens, eneste kor bestående udelukkende af mennesker med høretab.
Under ledelse af Lotte Rømer, Gitte Naur og Jens Nørremølle har Castberggård i 14 år afholdt sangkurser for hørehæmmede, og det er deltagere herfra, der ved særlige lejligheder optræder under navnet Ørehængerne.
Gå ikke glip af denne helt specielle eftermiddag, hvor Castberggård lukker dørene op for en stemningsfuld rundtur i Beatles' verden!
Foto: Alex Nyborg Madsen